DAFEN OIL PAINTING VILLAGE
 
Af Peter Vilhelm Nielsen

Shenzhen ligger i hovedlandet Kina ved grænsen til Hong Kong. Byen blev grundlagt som særlig økonomisk zone i 1980 og er siden steget i befolkningstal fra 300.000 landbrugere til 12 mio. storbybeboere. Landsbyen Dafen ligger i dette område, og den er for længst vokset sammen med Shenzhen.

I 1989 valgte 20 malere at slå sig ned i denne landsby og sælge deres billeder via Hong Kong. I dag bor der ikke mindre end 8000 kunstnere i området, og der er 350 butikker, der sælger deres produkter, blandt andet over internettet.

Hvad er det som disse malere kan, og hvad er baggrunden for denne utrolige vækst? Kunstnerne laver først og fremmest kopier af klassiske billeder. Kinesiske kunstnere har et afslappet forhold til kopiering. For det første er de, via deres arbejde med kalligrafi, vant til at skulle kopiere skrift og samtidig tilføre den en ekstra kunstnerisk kvalitet. Dernæst er kopiering af traditionelt kinesisk kunst en del af uddannelsen. Man taler ligefrem om, at der findes kopier af kendte traditionelle kinesiske billeder, som er bedre og mere værd end den original, der er kopieret.  

 

 
Dafen Oil Painting Village. En baggård med butikker. Foto: Qian Hua.

 

Den systematiske og kommercielle indgang til kunst og kopiering er meget tydelig udtrykt i de specifikationer man kan se på internettet om prisfastsættelse af billeder fra et af firmaerne i Dafen. De beskriver nogle parametre, der har betydning for billedes prisniveau. De opdeler blandt andet malerens kunstneriske talent i fire niveauer fra A til D. Om det højeste niveau A skriver de:

Top artists. They could be professors, lecturers or first-honour graduates from Art Universities or institutes and they have strong painting knowledge and creation capacity. They should be able to   grasp the core and spirit of all kinds of reproduction and can do original work. They are often   engaged in top quality reproductions of masterpieces and original artwork. The wave of these artists is very high. They are appropriate to work for super-top quality oil painting.

Billedets kvalitet er også sat i system i et niveau fra A til F, hvor F er den højeste kvalitet:

Super quality. It could be assured that reproduction is almost consistent with original artwork. Components, brushwork, tone, level of colours should be presented perfectly at such a level. In some cases, the reproduction may even replace the original one. Such level must be painted by senior or top artists.

 


Galleri og atelier i samme butik. Foto: Qian Hua.

 

Det første man møder i byen er et utal af udstillingssteder. Der vises kopier af klassisk mesterværker af blandt andet Ingres, David, Rubens, van Gogh og Andrew Wyeth , men der er også billeder der forestiller kendte personer som Mao, Chang Kai Check, Bush og Condoleezza Rice. Der bliver kopieret fra fotos af børn og andre familiemedlemmer, men der hænger også meget andet, for det er jo sådan at i mødet med publikum, viser man, ikke så meget det man kan, men mere det publikum vil købe!

Imellem gallerierne med kopikunst er der også gallerier, der viste samtidig kinesisk kunst i et meget højt prisniveau. Desuden er der gallerier med traditionel kunst i Ling Nan stil i tusch og akvarel på papir, og så er der butikker, som understøtter kunstmarkedet. Det er butikker med papir, butikker med lærred, blændrammer og farver, samt især butikker med rammer i alle størrelser og stilarter.

 


Billede i tusch og akvarel på papir. Der er et utal af den type akvareller på gallerierne for traditionel kinesisk kunst.

 


Hundredvis af klassiske malerier.

 


Rødgardisterne er en del af Kinas historie,
og det præger nutidig kinesisk kunst. Foto: Qian Hua.

 

 
En ung kunstner fortæller i et interview til New York Times
at han har fremstillet flere van Gogh billeder end van Gogh har malet i hele sit liv.
Han er 26 år og han mener han har malet 20.000 billeder.

 

Prisniveauet spænder vidt, fra 2,50 kr. til 100.000 kr. hvor de højeste priser er for original nutidig kunst. Bortset fra de traditionelle kinesiske billeder er akvarel overhovedet ikke repræsenteret på udstillingerne. Mange gallerier er indstillet på at fremstille akvareller, men de anfører, at prisen ikke er så høj på disse billeder. Se ”Hvordan bliver man ejer af en (næsten) Zorn akvarel”.

Ved besøget i Dafen er det først hen under aften, at det står klart, at der er tale om et kæmpe udbud af gallerier. En fornemmelse midt på dagen af, at nu havde vi set det meste, bliver sidst på dagen afløst af den erkendelse, at først nu går vi ind i byens kunstnerkvarter.

 

Litteratur   

P. V. Nielsen, Hvordan bliver man ejer af en (næsten) Zorn akvarel, Akvarellen, Medlemstidning för Nordiska Akvarellsällskapet, Nr. 3, 2007

 

 


hjem