Farver har været væsentlige i hele menneskehedens historie. Lige fra neandertalmenneskets udsmykning af grave med okker til vores brug af farver på reklamer og i plastvarer. Kilderne til farver – pigmenter – er mangeartede, og man har altid udnyttet alle tænkelige muligheder. Det har drejet sig om alt fra jordarter, mineraler, plantefarver, kemisk fremstillede farver til eksotiske muligheder som farver fra skjoldlus og farver af urin fra dyr, der har spist mangoblade.

Pigmenterne kan opdeles i nogle grupper:

• Jordfarver. Okker, sienna, umber, …
• Traditionelle farver. Uorganiske farver fra mineraler, cobalt, cadmium, … Andre kilder til farver, …
• Moderne farver. Organiske farver fra olie
• Alternative farver.

Opdelingen er udtryk for både en udvikling og en historisk rækkefølge. Okker er et af de første pigmenter, som er anvendt for 100.000 år siden. De traditionelle farver som fx de uorganiske farver blev tidligt udnyttet af ægypterne og kineserne, og de blev videreudviklet op igennem hele middelalderen. I det nittende århundred skete der en voldsom udvikling af nye pigmenter baseret på den organiske kemi, de moderne farver, og i dag er disse farver en væsentlig del af en akvarelmalers palet.

Jordfarver

Man har fundet okker ved neandertalfolkets 100.000 år gamle grave, og cromagnonfolkenes grave har for 30.000 år siden været smykket med okker, der er strøet ud over ligene. Vi kan også genfinde det moderne stenaldermenneskes interesse for okker i de rituelle processer, der udføres af de oprindelige aboriginere i Australien. At okker har været anvendt til at skabe billeder med fremgår af hulemalerierne i Sydfrankrig og Nordspanien. Disse billeder blev skabt for 30.000 til 15.000 år siden, og de har en universel kunstnerisk kvalitet, som er uafhængig af deres alder.

Okker er en lerart, som er farvet af jernforbindelser. Den findes i mange forskellige nuancer fra det gule og gulbrune til det røde og rødbrune. Den har mange navne som fx sienna og umber, og den er meget stabil og lysægte som pigment¹. Ved en opvarmning til ca. 400 grader iltes pigmentet og får en rød farve. Dette nye pigment kaldes fx brændt sienna og brændt umber².

Sod er et uorganisk pigment, som sandsynligvis har været anvendt lige så længe, som man har kendt til ild. Sod har været anvendt i hulemalerier, og det er også i dag en kilde til gode akvarelpigmenter som Lamp Black og Ivory Black. Det første pigment er sod fra afbrænding af træ og det andet pigment er sod fra afbrænding af ben.

Akvarelfarve fremstillet af trækul.
Farven blev lavet på Nordisk Akvarelmuseums kursus
”Fra pigment til billede” i maj 2005.
Trækullet er fra bålpladsen tæt ved museet.

Uorganiske farver

Uorganiske farver er de farver, man kan fremstille af bjergarter uden nogen bearbejdning eller ved en simpel kemisk proces. Malakit er et typisk eksempel. Malakit er en kobberforbindelse, som man allerede udnyttede i Ægypten både til fremstilling af kobber og til fremstilling af en grøn farve. Malakit forekommer ofte i naturen som porøse klumper, og disse kan finknuses til et grønt pigment. Den grønne farve er kemisk identisk med den irgrønne farve, der dannes på gamle kobbertage. I dag bruger man ikke mere naturlig malakit som pigment.

Malakit fra bjergene i det sydlige Polen.
Akvarelfarven er fremstillet af det finknuste pigment.

Ultramarin er et andet eksempel på et uorganisk pigment. Det er fremstillet af halvædelstenen lapis lazuli, og det var langt det mest eftertragtede og dyreste pigment i hele middelalderen. Pigmentet blev hentet fra Afghanistan og sejlet til Venedig, deraf navnet ultramarin, der betyder hinsides havet. Interessen for at fremstille et syntetisk pigment var stor, og bl.a. Goethe arbejdede med dette. I 1826 blev der i Frankrig udlovet en pris på 6000 Fr til den, der først kunne fremstille den syntetiske farve, og den blev vundet af kemikeren Guimet³. Heraf navnet fransk ultramarin.

Blåfarveværket i Norge, er et andet eksempel, der viser farvernes store betydning. På Blåfarveværket blev der i flere århundreder fremstillet en uorganisk blå farve, der var baseret på cobaltmalm. I dag er der stadig bevaret 50 bygninger i området, som vidner om denne industris store betydning.

Organiske farver

Udviklingen af organiske farver ud fra kul, tjære og olie startede i løbet af det nittende århundred. Der blev fremstillet et stort antal farver, som man ikke kendte tidligere. Det blev et industrielt eventyr, der dannede grundlag for de første multinationale firmaer som BASF (Bädische Anilin & Soda-Fabrik AG), AGFA (Aktiengesellschaft für Anilinfabrikation) og Imperial Chemical Industries (ICI).

Spektralfordeling af hvidt lys

Hvorfor er det vigtigt at have mange forskellige farver (pigmenter)?

En overflade har som bekendt en farve, hvis den reflekterer et bestemt bølgelængdeområde af det lys, den belyses med. En flade er hvid, hvis den reflekterer alt lyset i alle bølgelængder, og den er for eksempel orange, hvis den reflekterer lys omkring 0,0006 mm. Hvis den intet lys reflekterer, er den sort.

En farve virker grøn, når den reflekterer blå og gule bølgelængder (fra 0,0004 til 0,0006 mm), men det er en grøn farve, der dækker en stor del af farvespekteret, da den er sammensat af blå og gul pigment. En farve kan også være grøn, fordi den reflekterer lys omkring bølgelængden 0,0005 mm. En sådan farve, der dækker en mindre del af farvespekteret, er meget bedre at anvende til farveblandinger. Den kan blandes med andre farver (pigmenter) uden at give den grå tone, der er et uundgåeligt resultat af at blande mange forskellige farver ud over farvespekteret⁴.

De mange nye pigmenter, der er udviklet ud fra den organiske kemi, giver således mange nye blandingsmuligheder, som også er rene i farver. Et firma der fremstiller akvarelfarver, skriver derfor: 70 colours containing only one artist pigment = ideal for mixing.

Et udvalg af akvarelfarver.
De mange forskellige pigmenter giver mulighed for at vælge,
eller blande, en ren farve i stedet for at skabe denne farve
ud fra de tre primærfarver.

Selv om det er overset af kunsthistorikere, er de nye muligheder, der opstår i det nittende århundrede, med de mange nye pigmenter uden tvivl en del af drivkraften bag impressionismen⁵.

Dækkende farver og transparente farver

En akvarelfarve skal være en transparent farve. Det betyder, at lyset skal kunne trænge igennem farvelaget, blive reflekteret af det hvide papir og løber tilbage igennem farvelaget igen. Om en farve er transparent eller dækkende er et spørgsmål om forskellen imellem pigmentets og bindemidlets lysbrydningsindeks.

Cobaltblå har et lysbrydningsindeks på 1,65. Det betyder, at lyset kan løbe igennem pigmentpartiklerne uden nogen stor brydning. Titanhvidt har derimod et stort brydningsindeks på 2,76, og det betyder, at lyset spredes og derfor reflekteret inden det når dybere lag^3,4.

Lysbrydningsindeks for cobaltblå og titanhvid.

Vi kender alle effekten af den ændring, der sker, når man tilsætter lidt titanhvidt til en farve. Farven bliver dækkende og får en speciel blød karakter, som godt kan være attraktiv i et billede.

Kornstørrelsen har også betydning for transparensen. Hvis kornstørrelsen er lille, vil farven blive mere dækkende, fordi spredningen af lyset vil ske på en kortere afstand og måske inden for tykkelsen af farvelaget. Pigmentets opacitet og pigmenttæthed er også faktorer, der er af betydning.

Der har været forsket meget i dækkende kontra transparente farver. Man har især været interesseret i at gøre en farve dækkende, fordi det er en indlysende fordel at have en farve, der dækker ved påføring af et enkelt lag, når man taler om almindelige maleprocesser.

Alternative farver

I dag kan der indgå en række alternative pigmenter i et billede. Der er nødvendigvis ikke tale om at opnå en ren farvemæssig effekt, men der er mere tale om at opnå den stemning som et materiale kan indikere. De alternative farver kan være blod, urin, kaffe, frugtsaft og bejdse, for nu blot at nævne nogle enkelte eksempler til afrunding denne artikel om akvarel uden grænser.

En akvarel der behandler temaet omkring Wernher von Braun
og V2 raketten. ”Prüfstand VII” af Peter V. Nielsen.
Vandbaseret bejdse, foto og foto overført med Xylen.

Litteratur

¹ Nielsen, P. V., Fremstilling af akvarelfarver, Akvarellen, Nr. 2, Årgang 5, 1994. Se også http://www.kunstpavillon.dk/avis/14pvn1.shtml

² Nielsen, P. V., The new Winsor & Newton colour range, Akvarellen, nr. 4, 2002. Se også http://www.kunstpavillon.dk/winsornewton.shtml

³ Hansen, F. og O. I. Jensen, Farvekemi – Uorganiske pigmenter, GAD, København, 1991.

⁴ Johansson, Tryggve, Färg – Den allmänna färglärans grunder, Esselte AB, Stockholm, 1952.

⁵ Ball, Philip, Bright Earth – the Invention of Colour, Viking, London , 2001.

forside