Frans kannik er ikke kun akvarelmaler, langt fra. Han har arbejdet med de fleste medier som fx maleri, grafik, performancekunst, video, ruminstallation og skulptur. I Weilbachs Kunstnerleksikon hedder det:
”Frans Kannik bevægede sig fra 1980 på usædvanlig kort tid frem til en markant position i dansk kunstliv. Kannik var medstifter af værkstedskollektivet Leifsgade 22, en central gruppe i 1980ernes neoekspressionistiske parallel med ”de unge vilde”.
Nok har Frans Kannik arbejdet med mange medier, men han har til gengæld holdt sig mest til det figurative maleri og især den nøgne krop. Således skriver Nina Hobolth i et udstillingskatalog fra Nordjyllands kunstmuseum i 2002:
"Som tegner og akvarelmaler indtager Frans Kannik en særlig position i dansk samtidskunst. Hans formelle kalligrafiske sikkerhed og kunstneriske nerve gør, at akvarellerne vibrerer af lethed og sensualitet. Den erotiske ladning, som motivet ”maleren og modellen” som oftest indebærer, har været explicit i Frans Kanniks kunst fra 1980’erne til i dag. Det seksuelle og erotiske har med næsten monoman stædighed været Frans Kanniks foretrukne tema, udtrykt i alle nuancer fra sensuel lethed til pornografisk ligefremhed".
Et par eksempler viser Frans Kanniks alsidige kunstneriske udtryk. Videoinstallationen ”Venus” stammer fra en udstilling på Tranegården i København i 1983. Den har som bekendt rødder langt tilbage i 1600-tallet.
En moderne udgave af Velazquezs ”Venus”.
Som det andet eksempel skal nævnes, at et gammelt vinlager på Langelinie i København i 1983 blev omskabt til en badeanstalt. Kakler blev malet på gulve og vægge, og i en vareskakt var der frit fald ned dybet. Badeanstaltens klaustrofobiske stemning med de skarpe lyde er printet ind i de billeder, der blev malet direkte på vægge eller på tæpper med en rå og institutionel udstråling.
Vægmaleri fra ”Badeanstalt”. København 1985.
Du har været rundt om de fleste medier som maleri, grafik, performancekunst, video, ruminstallation og skulptur. Har du også haft akvarel med dig i hele din karriere, eller er det kommet til senere?
Jeg har altid malet akvarel. Det er vel det, alle starter med, vandfarve, ja så den har været der hele tiden. Forskellige medier, som oliefarve og akrylfarve har hver sin klang og derved hvert sit udtryk, og det er det, der er spændende.
Akvarel udtrykker i sig selv en given stemning, og den kan signalisere hurtighed. Er der særlige egenskaber ved akvarelmediet, som du foretrækker, og som du ønsker at forstærke?
Akvarellens charme ligger i, at den udtrykker nuet, mens oliefarven mere udtrykker arbejdet! Det er måske ikke et særligt dansk udtryk. Problemet er, at folk bedst kan lide de billeder, der er meget naturalistiske, mens jeg foretrækker dem, der er meget ekspressive, akvarellen overasker mig hver gang med dens nye informationer.
Jeg har det sådan, at hvert medie eller teknik har sit udtryk, og det er det, jeg går efter. Jeg prøver altså ikke at få mine akvareller til at ligne mine oliebilleder, og de ligner igen heller ikke mine akrylbilleder, såvel som min grafik heller ikke ligner det andet. Det er dog tydeligt, at det er mig, der har malet de forskellige ting.
Er det mere sådan, at du tænker i stemninger og derefter vælger medie?
Nej, det er når jeg har malet olie eller akryl i nogle dage, så synes jeg, det er befriende at male akvarel med dens hurtighed og dens ”enten eller”. Enten er den god eller også er den kasseret, det er ikke noget med at rette!
Blander du akvarel med andre produkter?
Ja, jeg har tit blandet med oliekridt, det er flot, og med kulørt papir oven på collage, men med tiden får jeg noget med, at jeg bedst kan lide det enkle og rene, og jeg er gået væk fra det mix-medie prægede. Matisse viser i sin pragt, at akvarellen måske ligger tættere på tegningen end på maleriet, ikke som en farvelagt tegning men som en rumopdeling.
I mange af dine udstillinger inddrager du rummet i kunstværket som for eksempel i installationen ”Badeanstalt”. Har du også tænkt udstillingsrummet ind i dine udstillinger med akvarel?
Min ophængning i Aalborg Kunstpavillon er sådan, som jeg godt kan lide den. For det første får jeg en rytme ind med figurens placering på papiret. Hvis du ser på fotoet fra udstillingen, er der ligesom en bølge. Det gør det også spændene at aflæse hver akvarel, når øjet ikke ser figuren placeret samme sted på papiret. Og så at de er hængt op uden glas, det er min favorit. Ikke som anmelderen troede revet ud af akvarelbogen og sat råt op, som de kom (han må gerne have den oplevelse for mig), men arrangeret for at opleve et nærvær. Glas er nødvendig men helvedes irriterende! At se en papirting uden glas er som man selv er der.
Fra udstillingen ”Nye værker af Frans
Kannik
og Thomas Ortved”, Aalborg Kunstpavillon, marts 2006.
Den nøgne krop har næsten altid indgået i din kunst, arbejder du altid efter levende model?
Ja, jo flere modeller desto bedre. De fleste akvareller er malet efter model, ikke som et fotooplæg, men som et personligt tegn, som hos Egon Schiele. Det er næsten umuligt, uden at have noget at se på. Og så er det med at holde fast, og det gør også, at man undgår at idealisere dem. Jeg er overbevist om, man skal gøre som skuespillere, prøve at eftergøre dem med den største sympati med alle deres mangler!
Akvarel af liggende model 32 x 45 cm.
Akvarel af liggende model 32 x 45 cm.
Jeg har set, at du har initieret en udstilling i Danmark med Peter Blake. Jeg deler din interesse i Blakes arbejde. Er han en inspirationskilde i almindelighed, og er der andre kunstnere, der inspirere dig?
Ja, jeg kan godt lide Peter Blake, han er en meget sirlig person og meget venlig, og det er sjældent i denne branche. Men jeg kan lide mange forskellige akvarelmalere, sådan en som Rodin der er fantastisk. Det virker meget løst men er meget præcist. Desværre kalder man det erotisk kunst, det er da kvindestudier.
Akvarel af knælende model 32 x 45 cm.
Den stik modsatte teknisk bruges af Carl Larssons, som maler en akvarel og tegner den op med ink bag efter, meget sirligt og præcist, og den får et udtryk som et japansk træsnit.
Den anden svensker, Zorn, salonmaleren, er også en inspirationskilde. En gang imellem maler han en svensk skovsø, så man må gribe sig i nosserne for ikke at blive trukket ned i den! Så, som du kan se, er det ikke en bestemt type akvarel, jeg kan lide men derimod dem, der er malet med overlegenhed. Jeg havde nær glemt Holbein.
Og lige nogle tekniske spørgsmål. Dynamikken i dine akvareller må næsten kræve, at du forblander farver, da det er nogle meget pigmentrige flader, du maler. Hvordan griber du det an?
Nej, jeg giver hele paletten vand, så alle farverne er bløde, og så foretrækker jeg blødt papir, hvor farven suges ned. Normalt akvarelpapir er hårdt, og vandet bliver liggende på overfladen, så der synes jeg, det pladrer for meget ud, men hvis du har et papir, der suger og tegner op med tusch og køre efter med en vandpensel, så kan du trække tuschen ud til skygge, der hvor du vil og gå efter med farve. Det er sådan, jeg synes, det bliver mest levende lige nu, men det ændrer sig hele tiden. Jeg er rastløs og bliver hurtig træt af det, jeg kan og begynde straks på noget, jeg ikke kan, så der er nok at tage fat på.
Frans Kannik arbejder især med ekspressive
akvareller, men her er et eksempel på en
naturalistisk akvarel. 63 x 90 cm.
Litteratur
Zerlang, M.,S. Nagbøl og F. Berger, Kanniks kunst, ISBN 87 418 6186 8, 1991
Nordjyllands Kunstmuseum, 120 akvareller af Frans Kannik, ISBN 87 88307 53 0, 2002
www.kannik-art.dk (under opbygning)
