Figur 1. Kolorering af en tuchtegning.

Figur 2 viser et princip, hvor akvarelfarven er påført lag på lag. Umiddelbart efter påføring af første lag er der fjernet pigment fra visse områder ved hjælp af en fugtig pensel, svamp eller klud, så papiret lyser igennem og giver farven en lys valør. Efter tørring af laget påføres et nyt lag, og tilsammen giver de to lag en kraftigere - og mørkere - farve (laseringsteknik). Metoden fortsætter, indtil man har opnået et billede med de ønskede nuancer. I princippet vil der være en ujævn overgang (spring i valør) imellem fladerne i billedet.

Figur 2. Lag på lag.

Det kan ofte være svært at bedømme styrke og kvalitet af den første lavering. Der er to grunde til dette: for det første bliver farven lysere ved tørring, og for det andet er det svært at bedømme en farve imod rent hvidt papir. I lag på lag teknik ændrer man farvens karakter med de lag, man tilføjer. Et område med en blå farve kan således gøres violet ved at tilføje et lag med rød farve, se farvecirklen. Man kan godt tilføje en lys farve oven på en mørk farve, men resultatet bliver altid mørkere end den tidligere lasering. Akvarellen skal være tør ved lag på lag teknik, og man skal påføre et nyt lag hurtigt for ikke at opløse de tidligere lag med det resultat til følge, at fladen får en grynet og skjoldet karakter.

Figur 3 er malet vådt i vådt. Den bemalede flade er indledningsvis gjort våd med rent vand, og farven er derefter påført i en hurtig proces, så den bemalede flade ikke når at tørre. Man opnår en jævn overgang imellem farver og valør i det færdige billede. Vådt i vådt teknikken giver en god mulighed for at udnytte de tilfældigheder, der opstår, når pigmenterne flyder i det våde lag for derefter at fastholdes ved tørringen.

Figur 3. Vådt i vådt.

Det kan være svært at styre farvernes bevægelse, som man fx ser det på den mørke skygge på indersiden af urtepotten i figur 3. Man kombinerer derfor vådt i vådt teknikken med udsparinger, som er smalle tørre områder, der forhindrer farven i at vandre. Figur 4 viser udnyttelsen af denne teknik kombineret med et tørt umalet parti, som underbygger figurens form.

Figur 4. Vådt i vådt med udsparinger.

Man vil ofte starte med de lysere farver, når man maler en akvarel og slutte med at tilføje mørke farver som fx skygger. Der findes dog også en teknik, hvor man arbejder i den omvendte rækkefølge. Man starter med at “se” alle de blå nuancer i et motiv og maler disse farver inklusiv skyggerne, før man går over til de resterende farver. Metoden kaldes blå udtoningsteknik. Man kan gå ud fra Preusser Blå (eller lignende) i de skandinaviske lande, mens man bør anvende Fransk Ultramarin i de sydeuropæiske lande, hvor skyggen er varmere.

Ved denne metode skal man tænke i farvecirklen. Et område, der skal være sort, males med en kraftig blå farve, og et område, der skal være grøn, får en lysere blå farve. Områder, der er gule, orange eller røde, skal ikke males i den indledende fase. I den følgende proces fastlægger man de endelige farver ved at tilføje de farver, der - med eller uden den blå farve - giver de ønskede slutfarver, se farvecirklen i figur 5.

Figur 5. Brug af farvecirklen i blå udtoningsteknik.

Peter V. Nielsen

forside