Akvarelfarve og dækfarve
Et malet område kan i princippet karakteriseres ved en farves karakter (fx rød, orange, . . .) og ved en valør. Farvens valør er styrken af farven, dvs. hvidtindhold og eventuelt sortindhold. De farvekort, man kan få hos en forhandler, viser farven som et ensartet felt eller farven og dens valør som et felt med varierende hvidtindhold.
En god udnyttelse af akvarelfarve består af mere end farve og valør. Figur 1 viser, hvorledes akvarelfarve kan variere i styrke, spænding og struktur, selv om der i dette tilfælde kun er tale om en enkelt farve. Akvarelfarven består af farvekorn og bindemiddel. Den opløses i vand (deraf navnet vandfarve), og farvekornene flyder ud på papiret og fastholdes ved tørringen i bindemidlet (gummi arabicum). Figuren viser, hvorledes valøren kan varieres ved brug af lidt og meget vand, og det er refleksionen fra det hvide papir igennem farvelaget, som giver en lys farve eller hvidt. Figuren viser også, hvorledes der skabes effekter ved farvens løb ned over papiret og farvekornenes bevægelse ved udtørring af vandet samt virkningen af ny bearbejdning af det bemalede område. Et bemalet felt, som det der er vist i figur 1, indeholder form og struktur, som kun kan skabes ved akvarelteknik.
Figur 1. Hvidt papir malet med Antwerpen Blå akvarelfarve.
Akvarelfarvens transparens og udnyttelsen af papirets mulighed for at reflektere lyset er vigtige elementer i akvarelteknik, både når der males med én farve, men især når man anvender flere farver i lag oven på hinanden (laseringer). I det følgende skal vi gennemgå en øvelse, der tester akvarelfarvens transparens, eller tester om farven er en ægte akvarelfarve kontra en dækfarve. Figur 2 viser denne test. Først er der afsat 6 lodrette felter, fx Cadmium Gul, Alizarin Crimson, Cadmium Rød, Fransk Ultramarin, Preusser Blå og Cadmium Orange. Efter tørring afsættes de 6 felter igen som vandrette linier, og der opstår et mønster, hvor alle farver, to og to, ligger over hinanden. Man kan fx finde et felt, hvor Fransk Ultramarin ligger over Cadmium Gul og et andet felt, hvor rækkefølgen er modsat. Hvis de to felter har samme grønne farve og samme indtryk, kan man tale om, at de to farver er transparente, fordi de bibeholder virkningen, uanset hvor laget er placeret.
Figur 2. Test af akvarelfarvers transparens. Der afsættes lodrette og derefter vandrette felter af et antal farver. Ved at sammenligne krydsfelternes blandingsfarve kan man vurdere farvernes transparens.
En god akvarelfarve skal naturligvis være meget transparent for at kunne udnytte de effekter, der ses i figur 1, men testen viser, at der sælges en del farver under navnet akvarelfarver, som har nogen dækkende virkning.
En dækfarve bliver dækkende, fordi lyset ikke er i stand til at trænge igennem lagene med bindemiddel og farvekorn for derefter at blive reflekteret fra papiret eller de nederste farvekorn. Farvekornenes lysbrydningsindeks over for bindemidlet spiller en stor rolle i denne proces. Hvis man fx tilsætter titanhvidt (farvekorn) til akvarelfarve, får man en dækkende virkning. Titanhvidt har et stort brydningsindeks over for gummi arabicum, og kornene spreder lyset i farvens øverste lag, så man kun kan se dette lag. Dækfarver er ikke uinteressante i en akvarel, fordi disse farver har en særlig mættet og stoflig karakter, som man ikke kan opnå med akvarelfarver. Desuden kan man reparere eller afslutte en akvarel med dækfarver, da der er mulighed for at male en lys farve oven på en mørk. I princippet skal man dog undgå dækfarver, da de også kan være ødelæggende for billedets lethed.
Det er vigtigt, at en farve er lysægte, dvs. at farven kan tåle lys i mange år uden at blegne eller ændre karakter. Figur 3 viser en test, som undersøger disse forhold. Farverne afsættes i lodrette felter, og papiret deles. Den ene halvdel af farvefelterne gemmes i mørke, og den anden del udsættes for lys. Farverne i figur 3 blev udsat for direkte sollys i to år ved at klæbe dem op på indersiden af et sydvendt vindue.
Der er tale om to typer farver nemlig:
A: Durable Colours - generally sold as permanent
B: Moderately Durable Colours
Testen viser, at farverne med karakteren A ikke viser nogen synlig tegn på ændring, mens Alizarin Crimson med karakteren B blegner kraftigt. Det er i øvrigt ofte de røde farver, der falmer i lyset, hvilket man ser på plakater, der udsættes for sollys, eller på gamle akvareller.
Man kan selv fremstille akvarelfarver. På netadressen http://www.kunstpavillon.dk/14pvn1.shtml er det vist, hvorledes man fremstiller farve af forskellige jordarter.
Figur 3. Test af pigmenters lysægthed. Et papir med de undersøgte farver deles i to dele, og den ene del gemmes i mørke, mens den anden del udsættes for kraftigt lys. Efter længere tid kan man iagttage en eventuel blegning eller ændring af de farver, der ikke er lysægte.
Peter V. Nielsen
