Arne Haugen Sørensen (f. 1932) har været aktør på den danske kunstscene i mange år. Hans kunstneriske start fandt sted i Paris i 1950’erne. Derefter har han bevæget sig rundt i Europa med ophold i Frankrig, på Mallorca, og i Odsherred i Danmark. Han bor nu permanent i Spanien. I Weilbachs Kunstnerleksikon kan man læse:

Fra de tidligste religiøse og sociale motiver bevægede han sig i slutningen af 50erne frem mod et abstraherende, ekspressivt udtryk. Tonen var dyster, præget af efterkrigstidens syn…. Et længere ophold på Mallorca i 60erne blev forløsende for Haugen Sørensens beskæftigelse med maleriet. Væsentlig var oplevelsen af det stærke lys, farverne og tillige de visuelle indtryk af den rige, undersøiske verden, han udforskede som dykker.

Det er i det billedsprog vi kender Haugen Sørensen. Farverige billeder i akryl teknik der i høj grad har slægtskab med akvarellen. Selv om der er høstet inspiration i mange forskellige lande, er billedernes tema et universelt og meget personligt billedsprog, der kredser om menneskets dyriske drifter og tilværelsens absurditet, men de farverige billeder giver også en komplementær fornemmelse af glæde og leg. Mere konkret kan man sige, at Arne Haugen Sørensens billeder er inspireret af de universelle sagn og de religiøse fabler samt - i den seneste tid – af biblens historier.

Leda med svanen, 23 x 24,5 cm. En lille akvarel som illustrerer den lethed,
hvormed Arne Haugen Sørensen håndterer akvarelmediet.
Det er dog års arbejde med temaet, og gentagelser i akryl,
der giver grundlaget for akvarellens dynamik.

På trods af Haugen Sørensens internationale bopæl er han en central person i dansk kunst, og han præger vores hverdag på en meget nærværende måde. For eksempel har vi i mange år - i Københavns lufthavn - set på et rovdyr, der i eventyrlige omgivelser forfølger et kvindelig offer. I det store format har Haugen Sørensens billedunivers også dannet grundlag for offentlige gavlmalerier og stor kirkekunst. Kunstnerens ekspressive farver og temaernes universelle karakter har den storhed, som appellerer til kirkens tidløse ro.

Erotisk bevægelse, 2005, akvarel, 40 x 45,5 cm. Billedet illustrere
lethed og dynamik og det har nærmest karakter af en helleristning.

Akvarel der er påsat afrevne strimler af akvarelpapir.
De hvide striber er skabt ved at kunstneren har tegnet med hvidt stearinlys.

En akvarel fra bogen ”Vejen til Dalbyneder kirke”, 38 x 56 cm, 1993.
Linjerne i akvarellen dannes ved at skrabe i papiret med penslens træhåndtag.
De præcise linjer og pigmentets ”våde” fordeling får billedet til at svinge
imellem forenkling og detaljering.

I sommeren 2009 deltog kunstneren i Nordisk akvarel på Dronninglund kunstcenter med en række akvareller, som alle er fra bogen ”Den store Passion”, hvor han illustrerer påskedagene fra Det Nye Testamente. Akvarellerne udtrykker netop en stor passion, og Haugen Sørensen skriver om sin oplevelse af at nå det fuldendte: At male er en daglig brydekamp med Jacobs engel for at få den velsignelse, der skal til for at gøre billedet færdigt. Gøre det til kunst. Når man har gjort alt, man kan, men mangler det sidste, som man ikke selv magter, da føles det som en pludselig gave, en velsignelse udefra, når tingene pludselig falder på plads, udsletter ens eget ego og med et gør værket større end en selv. En bøn er blevet hørt og modtaget.

Opstandelsen, 38 x 28,5 cm, 2007. Den store forskydning i størrelsesforholdene
imellem de to hænder og personen understreger en guddommelig karakter.

Du har beskæftiget dig med medier som grafik og maleri i det meste af din karriere. Ønsker du at forstærke disse mediers egenskaber i dine akvareller?
AHS: At male akvareller kræver snævre grænser. Man må vide nogenlunde, hvad man vil og improvisere inden for visse forudbestemte rammer. Bordet fanger, og man balancerer hele tiden på afgrundens rand med fare for, at det hele fortabes i kaos. Jeg elsker akvarellen for dens lethed og transparens. Lidt ligesom kammermusik hvor det enkelte instrument blot er en farve. For at nå dertil kræver det afklaring, både teknisk og psykisk, derfor er akvarellen først kommet til ret sent i min karriere. Som regel kommer akvarellen til som en måde at genoplive alle de spændende tilløb på, der ligger begravet under mine mange overarbejdede billeder. Min længsel efter det tabte sammen med erfaringen om de overskredne grænser giver mig den sikkerhed og frihed, der skal til for at male akvareller.

Weilbachs Kunstnerleksikon nævner, at din oplevelse af lyset og farverne i den undersøiske verden har påvirket dit maleri. Er der et sådan sammenhæng, eller er det en gensidig glæde ved både maleri og dykning, som er gældende?
AHS: Mallorca kom til at betyde et vendepunkt i mit maleri. De lysende rene violette skygger på den orange jord, det stærke lys og ikke mindst den spændende verden under vandet var som en åbenbaring for mig. Som en ørn, at kunne svæve over de smukke undersøiske bjerge og dale og betragte de utrolige fisk i rummet under sig vækkede et voldsomt, men indtil da, uanet sovende jagtinstinkt. Både lyset, de klare farver og det nyopdukkede jagtinstinkt er kommet til at præge mit maleri lige siden. Andre kunstnere har fortalt, hvorledes de har anvendt akvarel til at skabe inspiration eller grundlag for store billeder i oliefarve eller akryl. Starter du også nogle af dine store billeder med akvarelskitser? Eller er det din akrylteknik, som du flytter over i akvarel? AHS: Jeg er autodidakt, og selv om jeg efterhånden har oparbejdet en effektiv arbejdsdisciplin, mangler jeg desværre, hvad man kalder metode. Jeg drømmer stadig om at forberede mine store akrylbilleder med skitser, men måske er det mit jagtinstinkt, der er i vejen. Jeg vil fange ”det” i flugten, og at lave skitser er lidt som at opdrætte tamdyr.

Du arbejder i mange (laserende) lag med tynde akrylfarver i dit akrylmaleri. Kan du i få ord beskrive denne teknik, og er det en teknik, du også anvender i akvarel?
AHS: Hvert maleri er startet med ønsket om at lave en kæmpeakvarel med så få strøg som muligt. Desværre er jeg ikke dygtig nok og ender ofte op med at stå og fedte med et billede i årevis. Men akvarellens mindre format, og med en detalje som motiv, er det oftere lykkedes mig at tilfredsstille mine ambitioner.

Akvarel udtrykker i sig selv en given stemning, og den kan signalisere hurtighed. Er der særlige egenskaber ved akvarelmediet, som du foretrækker, og som du ønsker at forstærke?
AHS: Jeg ønsker at tydeliggøre et arbejdsforløb, snarere end hurtighed. En blå ovenpå en rød der løber ud i en gul, som igen holdes fast i en sort. Beholde enkeltheden så man genoplever selve tilblivelsen. Hvis det så passer til motivet, er det lykken.

Dine akvareller i ”Den store Passion” udstråler forenkling og en form for ømhed i de få detaljer. Fortæl lidt om de teknikker du foretrækker ved akvarelmaleri.
AHS: Som regel har jeg udviklet et motiv i akrylmaleriet. Der kan gå år, sommetider mange år, før et motiv er udviklet, renset og forenklet, så det står afklaret nok til at forsøge sig med akvarellen. Så lægger jeg masser af papir ud og begynder. Det samme motiv, igen og igen, og her regner jeg med heldet eller inspirationen – eller hvad man nu vil kalde det, for det skulle gerne blive bedre, end hvad jeg selv er i stand til. En slags Zen tilstand.

Jeg læser din tekst i ”Den store Passion” som en lidt afstandtagende kommentar til dine tidligere motiver. Er det rigtigt?
AHS: Mine tidligere motiver var udtryk for tidens filosofi, hver kunstner sit sprog. Pludseligt forekom det mig enormt prætentiøst, da vi jo alle inderst inde taler om den samme ting. Livet og døden, kærligheden og alle tings forgængelighed. At sarkasme og vrængen desuden var blevet en fast ingrediens i tidens kunst følte jeg som et fejt ønske om at undgå at røre ved det egentlige. At stille sig udenfor, som bedrevidende og uberørt. Også mine egne motiver var afstandtagende og ironiske og ofte så private, at jeg efter et stykke tid undrede mig over, hvad de egentlig gjorde nar af. De blev selv absurde og ligegyldige.

Derfor besluttede jeg at tage myterne op. Religionen og de store fortællinger. Give mit bidrag til alle de kommentarer som hvert kunstværk er til det foregående. Få kæden tilbage på cyklen igen så man ikke bare høvlede derudaf – uden at røre sig af flækken. Måske har det hele blot være som at tisse i bukserne for at holde varmen. Vi får se!

Litteratur

Arne Haugen Sørensen, Marianne Saabye og Peter Svejgaard Pedersen, Vejen til Dalbyneder kirke, Hjørring Kunstmuseum, 1993.

Arne Haugen Sørensen og Søren Nielsen, Den store Passion, Bibelselskabet, 2009.

Hjemmeside: www.arnehaugensorensen.com

Tempelrensningen 38 cm x28,5 cm. 2007

forside