Tekst og foto: Peter Vilhelm Nielsen

Anita Houvenaeghel maler billeder af naturen. Hver dag går hun den samme tur igennem det himmerlandske landskab ved landsbyen Hvilsom, hvor hun bor og har atelier. Hun søger dialog med naturen på et indre plan, og hun har i lange perioder fået sin konkrete inspiration fra disse ture.

Anita Houvenaeghel er opvokset i Valby, og hun havde sin debut på Charlottenborgs forårsudstilling, på Kunstnernes efterårsudstilling og på Charlottenborgs efterårsudstilling i 1975. Sidst i halvfjerdserne bosatte Anita Houvenaeghel sig i Himmerland, og hun skabte en række karakteristiske naturskildringer, som især koncentrerede sig om det nære som fx et stykke jordbund i en perspektivisk afbildning med den impressionistiske virkning af årets gang og lysets ændring. De himmerlandske naturskildringer kulminerede i 1989 i udstillingen ”Langs hegnet”, som koncentrerede sig om en betydningsfuld landskabsdetalje, nemlig overgangen mellem mark og skov gengivet i et forenklet, nærmest kalligrafisk sprog.

Anita Houvenaeghels kunstneriske inspiration er hendes bearbejdning af naturen. Hun får inspiration ved rejser, og en rejse til Norge i 1991 løftede hendes inspirationsrum fra det danske til det skandinaviske miljø. Efter denne rejse arbejdede hun i højere grad med en mørk grund som udgangspunkt for farvernes rumlige virkning, og det var nu det voldsomme i naturen, som fængslede hende.

Senere rejser til Italien og Tyrkiet har givet hende inspiration til – for første gang – at arbejde med de lukkede, kulturskabte rum, som ses i Sydeuropa i en overflod, der har tilladt et forfald. Tidligere havde hendes billeder en nærmest fotografisk beskæring af billedfladen, som giver iagttageren en mulighed for at forlade billedet, men denne mulighed er ikke til stede i de nyeste billeder af rum, som fanger og fastholder blikket. Forum Romanum, Pantheon og de mange Basilikaer er den visuelle inspiration, men man er ikke i tvivl om, at disse landskaber er mere end natur, de er også hendes egne mørke og lyse rum. Det virker, som om hendes arbejde med det kulturskabte rum har givet hende indgangen til at arbejde med det menneskelige rum, og det er disse rum, hun viser os. Anita Houvenaeghel formår at tilvejebringe et næsten overjordisk lys i de gennemarbejdede og velkomponerede billeder, som giver essensen af lagret liv, af oplevelser på godt og ondt.

Anita Houvenaeghel har arbejdet med akvarel i hele sin 30 års karriere. Det er typisk, at akvarel hverken har haft en primær eller en sekundær rolle. Derimod har den ofte haft en rolle som dialog i den generelle arbejdsproces. Efter en lang arbejdsperiode med akrylmaling kan overgangen til akvarel skabe en bevægelse i billedsproget, fortæller Anita Houvenaeghel. Hun opfatter akvarel som en meget blød teknik, og det rispapir, som hun altid bruger, giver en ny modstand, som kan blive billedskabende. Hun fortæller, at akvarel også kan tilføre nye muligheder via de tilfældigheder, som opstår i et billede. En dialog imellem akvarel og kunstner bliver således til en dialog fra akvarel til akrylmaling. Denne proces er vigtig, da akvarel har elementer, som ikke findes i akrylmaling og den giver ny energi til arbejdsprocessen. Akvarel er dog ikke blot et hjælpeværktøj for Anita Houvenaeghel. Når hun arbejder i akvarel, er det ofte i tidsrum af mindst en måned. Dette sikrer, at billedrummet bliver gennemarbejdet. 

Anita Houvenaeghel tilføjer, at akrylmaling og litografi også giver energi til hendes akvarelmaling, fordi disse processer på tilsvarende måde kan afdække muligheder, som kan tilføres akvarelmediet. Som et eksempel kan nævnes, at arbejdet med kobbertryk med de mange fine linier i billedfladen gav ideen til at bruge en flaskerenser som pensel i akvarelmaling for på denne måde at opnå en tilsvarende effekt i akvarellen!

Som udtryk for anerkendelse af Anita Houvenaeghels arbejde modtog hun guldmedalje ved et ”International Watercolour Plain Air” stævne i Letland i 1993.

Materialer og teknikker

Anita Houvenaeghel maler altid sine akvareller på rispapir. Det skal være en homogen kvalitet uden synlige fibre, så billedets bund er uforstyrret.

Hun arbejder med akvarelfarver af typen Rowney og Grumbacher men bruger også dækfarver ind imellem. Hun bruger en Winsor & Newton rejseæske, og opholdet i Letland har føjet et par æsker Sc. Petersborg farver til hendes palet, figur 1.

Figur 1. Et udsnit af Anita Houvenaeghels farver.

Anita Houvenaeghel afholder sig ikke fra at bruge dækhvidt ind imellem, selv om transparens er et vigtigt element i billederne. I visse billeder har hun lagt en hvid grund over hele billedfladen meget lig den teknik, der anvendes ved oliemaling, og i de senere billeder anvender hun også en farvet grund. Hun stryger akvarellen med et strygejern flere gange, medens hun maler for at modvirke de krøller, der ellers opstår ved brug af rispapir. Dette er også en måde at tørre akvarellen på i mellemstadierne, når der skal arbejdes med vådt på tørt teknik.

Anita Houvenaeghels brug af pensler er et kapitel for sig. Hun har ingen dyre Kolinsky mårhårspensler, men hun anvender næsten alle andre typer pensler lige fra billige kinesiske kalligrafipensler til almindelige malerpensler og flaskerensere, se figur 2. Hun kender sine pensler og de spor, de giver med forskellig farve- og vandindhold. Hun planlægger og styrer forløbet i et billede ved på forhånd at udvælge de pensler, der giver den rette karakter i billedet. Man kan på en måde sige, at hun udnytter de slidte penslers individuelle spor.

Figur 2. Pensler til maling af akvarel.

Anita Houvenaeghels materialer og teknikker indikerer voldsomhed, kraft og styrke. Det omsættes i de færdige akvareller til lyrik, harmoni, eftertænksomhed og energi.

Rummet, Akvarel





Akvarel





Akvarel fra Bulbjerg

forside