Af Peter Vilhelm Nielsen
Adirondaks i staten New York er et naturområde, hvor kunsten har dybe rødder. Naturen har tiltrukket mange betydende kunstnere som Winslow Homer i forrige århundred og Rockwell Kent i sidste århundred. Adirondacks National Exhibition of American Watercolors er en prestigefyldt årlig udstilling, som er hjemmehørende i denne nationalpark. Den afspejler områdets tradition, og den giver et godt indblik i amerikansk akvarelmaleri. I 2012 var der optaget 104 kunstnere fra hele USA, og der blev tildelt i alt 30 priser fra 200$ til 2500$. De tildelte priser havde forskellige navne fx ”The Beechmont First and Gold Medallion” som er en pris der også inkluderer en guldmedalje, og ”Three Smart Sisters Award For Soft Edged Expressionism”. De samlede priser udgør et betydeligt beløb.
Hvis vi skal se på akvarel i et internationalt perspektiv er det vel nødvendigt at se på, hvad kunst egentlig er for en størrelse. Kunst er mode ligesom arkitektur, musik, påklædning osv. En succesfuld kunstner er en person, der kan fange tidens ”trend” eller måske være lidt foran. Moden kan imidlertid være forskellig i forskellige lande og sågar også være forskellig i forskellige kunstmiljøer inden for et lands grænser. Derfor kan vi opleve, at akvarel kan have et forskelligt udtryk fra land til land, og vi kan opleve, at akvarel har et anderledes udtryk, når den udføres af en dedikeret ”akvarelmaler”, end når den udføres af en anden kunstner i samme land. Det forklarer også, at et billede kan være tidstypisk eller gammeldags.
Desuden er det at se på et stykke kunst ikke en entydig oplevelse. Den tyske filosof Emanuel Kant argumenterede for, at forskellige personer har forskellig oplevelse, når de ser på et objekt alt efter deres baggrund (et objekt er defineret ved resultatet af en iagttagelse). Akvarel kan spænde fra at være meget detaljeret og meget styret (malet med penslen) til at være meget fabulerende (malet med farven). Så er der spørgsmålet om det kunstneriske signal, om signalet har et entydigt budskab, et tvetydigt signal, en spænding i form, i farve eller indhold. Det kan også være et spørgsmål om materialevalg, papir, pensler, og brug af collageelementer, osv.
Set i det lys er det nemt at være åben over for alle de akvareller, der fx blev vist på Adirondacks National Exhibition of American Watercolors. De fleste akvareller var ekstremt styret i deres udtryk, og der var ikke overladt meget til tilfældighederne. Mange af billederne var store og repræsenterede en stor arbejdsindsats. Der var flere portrætter på udstillingen. Specielt portrætterne synes jeg var kunstnerisk kedelige, deres budskab handlede ofte om ren teknik, og de var kun interessante for de nærmeste involverede.
Mediet ”watercolor” var defineret bredt, så det inkluderede også akrylmaleri.
Et par billeder viste forskellige teknikker, som var anderledes. Barbara Kellogg viste et billede, der bygger på et monoprint afsat på rispapir, som derefter var limet på akvarelpapir og færdiggjort med akrylmaling.
Barbara Kellogg: Daffodil Contrast, 17 x 22
in.
Judy Laliberte malede på Yupo papir, som dog nærmest er et plastmateriale. Jeg har ikke før set billeder på Yupo papir, men det var populært, og der var flere billeder, der brugte dette ”papir” på udstillingen. Judy Lalibertes billede er fremstillet i mange lag med tørring imellem. Det udstråler en fascinerende stemning i de præcise linjer på den hårde overflade, og der er et fint spil imellem de blå og gule områder.
Udstillingen viste ellers ikke brug af utraditionelle materiale som for eksempel brug af collageteknik.
Judy Laliberte: Recalculating, 29 x 23 in.
Eric Wiegardt viste en akvarel i en skitseagtig stil, som vi er meget mere familiære med. Billedet er malet vådt i vådt i en overvejende preusserblå og sort farve. En varmere blå farve kommer lidt i spil, og en anelse rødt indgår også i billedet. Selv skriver han: ”In this painting, my attempt was to get the idea across with as minimal of statements as possible. The eye not told what to see, sees more. I concentrated on the outside shape construction of the purse seiner, allowing the viewer to fill in the interior detail. Restraint is a discipline I enjoy”.
Eric Wiegardt: Purse Seiner, 15 x17 in.
