Akvarellens Værksted
Af Peter Vilhelm Nielsen
I mit skab ligger der en lille akvarel æske. Den har plads til fire farvebrikker i helstørrelse, og i bunden af æsken er der en vandbeholder. Til æsken hører også et bæger, som vandet kan hældes i, når man maler. Bægeret kan rumme ca. 15 ml. Akvarel æsken er af høj kvalitet, sort og hvid lakeret, og fremstillet af et firma, der er kendt i branchen. Når det hele er samlet, fylder det mindre end den mindste mobiltelefon.
Hvad er det ved akvarelmaling, der gør, at man i den grad kan finde på at minimere det nødvendige værktøj? Der findes ikke eksempler på noget tilsvarende for andre maleteknikker. Er det fordi, at det var datidens ”digitalkamera” for opdagelsesrejsende, eller er det fordi, akvarelteknikken var legetøj for borgerskabet? Uanset grunden er det belastende for teknikken, at den i visse kredse betragtes som sekundær. Akvarel har en lang tradition på det kunstneriske plan, man kan blot tænke på Albrecht Dürers Ung hare, der blev malet i 1502, flere hundred år før brugen af akvarel tog fart blandt opdagelsesrejsende.
Når man taler om værktøjer til traditionel akvarel, taler man om farvepigmenter af høj kvalitet, specielt akvarelpapir af en vis tykkelse (300 g/m2 og mere) samt Tobolsky-Kolinsky pensler som er fremstillet af halehår fra en vintermår, der lever ved Tobol floden i Sibirien. Der er ingen tvivl om, at der er grundlag for at skabe billeder af høj kvalitet med disse værktøjer. Det ses blandt andet på Nordisk Akvarelselskabs censurerede udstilling, hvor den tekniske kvalitet går hånd i hånd med et højt kunstnerisk niveau.
Der er alt mulig grund til at fremhæve disse kvaliteter, men det er også interessant at se nogle eksempler på de værktøjer og teknikker, der kan være med til at udvide grænserne for akvarellen.
Den svenske maler Arne Isacsson har gjort et banebrydende arbejde for at udvide disse grænser1. Han har især arbejdet med farven, pigmentet, og studeret dens dynamik. Traditionelt anses akvarelfarven for et medie, der skal styres på papiret, og den færdige akvarel som et resultat af denne styring ved hjælp af penslen. Arne Isacsson har vist, hvorledes de forskellige pigmenter, gummi arabikum og andre tilsætningsstoffer, har deres egen dynamik i vandopløsningen. Han har lært en hel generation af skandinaviske malere at operere med begreber som pigmentspredere, pigmentsamlere og pigmentbindere. På Gerlesborgskolen er der blevet eksperimenteret med nebuloser og irriteringer, eksperimenter der er svære at skrive om, fordi akvarelteknikken i denne periode nærmest overhalede sproget.
Forsøg med farven Antwerpen blå.
Eksperimenterne viser farvens individualitet og dynamik. Det er et eksempel på det arbejde, der ledes af Arne Isacsson på Gerlesborgskolen.
Test of the colour Antwerp Blue.
The experiments show the individuality and dynamics of the colour. It is an example of the work made at the Gerlesborg School.
Man kan tale om at arbejde med akvarellens muligheder for at danne ”tilfældigheder” - at male med farven -, men egentlig er det forkert udtryk, for der er absolut ikke tale om tilfældigheder. Man får kun disse effekter, hvis man har en sikker fornemmelser for mediet, er rutineret og dus med motivet.
Naturligvis kan der arbejdes på andet end akvarelpapir med høj gramvægt. Noget helt centralt for den danske akvarelmaler Jørgen Rømer er, at han ofte maler på brugt papir af ”dårlig” kvalitet. Han mener, at der er et godt budskab i brugt papir, og det har han ladet sig inspirere af, mens han arbejdede som forskningsbibliotekar på Kunstakademiets billedsamling, et arbejde hvor han daglig fik brevkuverter i hånden, som havde været langt omkring.
Akvarel af Jørgen Rømer. Billedet er en erindring om det marsklandskab, hvor han voksede op som barn. Billedet er opbygget af akvarelpapir og et stykke brevpapir.
Watercolour by Jørgen Rømer. The painting is a remembrance of the marchland where he grows up as a child. The painting is composed of watercolour paper and thin writing paper.
Teknikken der anvendes i akvarelmaling behøver ikke at være unik. Kunstnere der arbejder med akvarel og andre medier som fx oliemaling, akrylmaling eller kobbertryk, kan vælge at blande de forskellige processer. Den danske kunstner Anita Houvenaeghel maler ofte på rispapir, og indimellem grunder hun hele fladen med dækhvidt eller med en farvet tone, en teknik der er lånt fra olie- og akrylmaling.
Pensler spiller en større rolle for et billede end blot at overføre farve til papiret. Forskellige pensler sætter forskellige spor alt efter farve- og vandindhold, og de kan derfor forme det færdige billede. Som et eksempel kan nævnes Anita Houvenaeghels brug af pensler. Hun har ingen dyre Kolinsky mårhårspensler, men hun anvender næsten alle andre typer pensler lige fra billige kinesiske kalligrafipensler til almindelige malerpensler og flaskerensere. Hun planlægger og styrer forløbet i et billede ved på forhånd at udvælge de pensler, der giver den rette karakter i billedet. Man kan på en måde sige, at hun udnytter de slidte penslers individuelle spor.
Pensler der også kan bruges til akvarel.
Anita Houvenaeghel anvender blandt andet en flaskerenser til at give spor i en akvarel, der kan minde om de fine linier i et kobbertryk.
Brushes which can also be used for watercolours.
Anita Houvenaeghel uses for example a bottlebrush to generate thin lines in the painting. This is an inspiration from copperprints.
Den nordjyske udstilling: Akvarelmaskinen 2000 viste akvarellens udviklingsmuligheder ved årtusindskiftet2. Der var tale om et laboratorium, hvor der blev sat nogle processer i gang for at undersøge akvarellens væsen. ”Akvarelmaskinen” var også en konkret installation, hvor frosset akvarelfarve blev optøet, mens det dryppede ned over forarbejdet papir. ”Maskinen” havde ikke til formål at skabe kunst, men den var med til at afdækket en række muligheder i løbet af den måned, den arbejdende udstillingen varede, muligheder som blev til varig inspiration for de syv deltagende kunstnere.
Akvarelmaskinen 2000.
Kunstneren Peer Strande ved en af udstillingens installationer.
The Watercolour Machine 2000.
The artist Peer Strande standing by one of the installations.
Akvarelmaskinen 2000.
Tryk med et stempel af frosset akvarel.
Til venstre ses trykkeprocessen og til højre et udsnit af det færdige resultat.
The Watercolour Machine 2000.
Print by a stamp made from frozen watercolour.
Printing process is shown to the left, and a section of the final result to the right.
Arne Isacsson har i de senere år udfordret mediet ved at arbejde med en form for akvarelmonotypi3. Han bearbejder akvarelfarven imellem to lag papir som er gennemsigtige og meget tynde (30 g/m2). Kendskab til pigmentets bevægelse og styringen af den våde farve skaber billedet. Arkene monteres til sidst imellem to lag glas, og de kan betragtes fra begge sider.
Akvarelmonotypi af Arne Isacsson.
Watercolour monotype by Arne Isacsson.
Nordisk Akvarelmuseum har siden dets åbning i år 2000 været en stor inspirationskilde for både klassisk og grænseoverskridende akvarelteknik. Museet har blandt andet vist den islandske kunstner Solveig Adalsteinsdottir, som interesserer sig for pigmentet og dets indlejring under den lange proces ved naturlig indtørring4. En installation med glaskrukker har udspring i de skåle, hun gennem tiden har brugt til akvarelfarve. Krukkerne fyldes med lidt vand og akvarelfarve. Pigmenter med forskellige vægtfylde og farvernes forskellig styrke giver en individuel lagdeling og intensitet ved tørringen. De mange glas stilles efter tørringen sammen som en installation.
En anden fremstillingsteknik består i at lade papir flyde i tynd akvarelfarve. Papiret vil bugte sig, og der afsættes kun lidt farve på toppene, mens der vil blive en kraftig aflejring, hvor papiret ligger dybt i farven. Skålen med papiret og farver stilles til tørring, og efter nogle dage aftegner der sig et landskab på papiret ud fra de forskellige pigmenters individualitet. Til sidst lamineres billederne, og de monteres på udstillingsvæggen.
Installationer ved Solveig Adalsteinsdottir.
Til venstre ses en installation med fordampet akvarelfarve i glas.
Til højre ses fremstillingen af akvarel ved udtørring af et farvebad.
Foto: Nordiska Akvarllmuseet.
Installations made by Solveig Adalsteinsdottir.
An installation of evaporated watercolour in jars is seen on the left.
A watercolour on the right is made by evaporating water in a colour bath.
Det skal afslutningsvis pointeres, at de omtalte teknikker naturligvis kun er værktøjer og ikke et mål i sig selv. Det er det kunstneriske udtryk og den kunstneriske følsomhed, som skaber et værk. Det er i sidste ende også det kunstneriske element, som driver udviklingen af akvarelteknikken.
Litteratur
1. Arne Isacsson, Akvarell, Wahlström & Widstrand, 1982.
2. Nils Sloth, Akvarelmaskinen, Kunst, 9. årgang, nr. 6, 2000.
3. Arne Isacsson, Akvarellteknik, Wahlström & Widstrand, 2000
4. NN, Inner landscape, 3. 9. – 1. 10. 2000, Nordiska Akvarellmuseet, 2000.
English summary of: The watercolour workshop.
The article discusses different techniques for watercolour painting. The pigment, the paper and the brushes are addressed in the introduction. The Swedish painter Arne Isacsson has worked with the behaviour of watercolour pigment and taught a whole generation of Scandinavian painters to handle those effects in a watercolour painting. This is explained and visualized by the colour Antwerp Blue.
Special paper is prepared for a watercolour but some painters use other qualities to obtain individual effects.
It is shown that different types of brushes may be used in special situations, although the sable brush normally is a must for watercolour painters.
Different exhibitions are addressing new watercolour techniques. The Watercolour Machine 2000 worked with new possibilities including the use of frozen water and pigment. The Nordic Watercolour Museum has introduced several artists at different exhibitions who show new watercolour techniques. Installations with evaporated watercolour in glass jars and watercolours made by evaporating water from the pigment in a bath with a paper are some of the techniques which have been shown in the museum.
